Gustav Piekut, pianist– d. 17. september 2017

Et overbevisende møde med et ungt stortalent.

Pianisten indledte med Schumann`s Kinderszenen op.15. Dette let kedsommelige idylmaleri fik en mere differentieret profilering end ofte hørt; helt rørt blev jeg ved slutningen: Der Dichter Spricht. Det lovede godt for resten af koncerten, og alle forventninger blev da også indfriet i Schuberts store a-mol sonate nr. 14, hvor pianisten temperamentsfuldt udfoldede komponistens ostentative motorik, og på den anden side fint og nænsomt forløste det typisk schubertske cantabile, non legato.

Efter pausen introducerede Gustav Piekut en i vore koncertsale næsten ukendt russisk komponist, Nicolas Medtner, hørende til i den sidste ende af senromantikken på linje med Rakhmaninoff. En Sonata Reminiscenza i a-mol op 38 nr.1 blev udført så overbevisende, at jeg godt ville høre mere af denne komponist,og på den anden side forstod, hvorfor han kom til at stå i skyggen af Rakhmaninoff, som på sin side anså ham for større end sig selv.

Dagens clou blev imidlertid Prokofievs Sonate nr.7 i b-dur. Egentlig er det lidt dristigt af så ung en pianist at give sig i kast med denne sonate, der er så teknisk krævende og anstrengende at den nærmest kræver fire hænder; dristigheden blev rigeligt belønnet. Prokofievs vulkanske vredesudbrud blev forløst bjergtagende over alle grænser. Da sonaten var slut, havde jeg oplevet en krig og en bitter fred. SÅDAN!!

Ekstranummeret, en tidlig Scarlattisonate sirligt og pænt spillet, var nærmest en køligt trøstende sorbet oven på en meget meget kraftig hovedret.

Jeg synes Gustav Piekut har stor udtryksvilje og stor formsans. Han stimulerer mine forventninger til en genoptræden.

Sonnich Kromann

 

Duo Frølund-Barfoed– d. 30. april 2017

Sæsonens sidste koncert i Tønderegnens Musikforening bød på et spændende besøg af to unge ‘rising stars’: Jonas Frølund, klarinet og Rasmus Barfoed, klaver, begge studerende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Koncertens tema var kammermusik for klarinet og klaver fra det 20. århundrede med et varieret program som bød på musik af Alban Berg, Igor Stravinsky, Leonard Bernstein, Bohuslav Martinu og Francis Poulenc. De fem værker blev levende og indsigtsfuldt introduceret af Jonas Frølund, som fortalte om den musikhistoriske baggrund og sin oplevelse.

De to musikere indledte koncerten med Johannes Brahms 2. klarinetsonate skrevet i 1894 få år efter den elskede klarinet kvintet, kun tre år før komponistens død. Et brilliant og krævende værk, som blev fremført med virtuositet og intensitet og belønnet med varmt bifald af de 40 tilhørere i Pumpehuset. Herefter fulgte fire små stykker for klarinet og klaver af Alban Berg, som blev spillet elegant og betagende. Tre stykker af Igor Stravinsky for soloklarinet viste Jonas Frølunds dygtighed på sit instrument.

Anden halvdel af koncerten indeholdt tre sonater for klarinet og klaver af Leonard Bernstein, Bohuslav Martinu og Francis Poulenc, som blev mesterligt og medrivende spillet af Jonas Frølund og Rasmus Barfoed. De taktfaste klapsalver efter den fyrige allegro sats af Francis Poulencs sonate blev belønnet med et ekstra nummer: Edward Griegs sang “Jeg elsker dig” transkriberet for klarinet og klaver.

Hermed sluttede sæsonen 2016-17, som bød på et afvekslende program med fem velbesøgte koncerter, hvor levende kammermusik blev fremført af dygtige musikere for et lydhørt publikum i Pumpehuset ved Kunstmuseet i Tønder.

Steen Gammeltoft

 

Anna Nadiryan, koncertpianist– d. 5. marts 2017 

Der var stænk af vemod og melankoli i pianisten Anna Nadiryans koncert på Tønder Kunstmuseum den 5. marts.
Anden afdelings program, som var helliget værker af armenske komponister, Komitas og Babajanyan, blev fremført teknisk velfunderet og med dyb indlevelse og gjorde det største indtryk. Musikalske fortællinger i et (klassisk) europæisk tonesprog og form, og med et umiskendeligt præg af den armenske folketone, præget af de voldsomme indtryk dette folk udsattes for for ca. 100 år siden.
Anna Nadiryans optræden og tolkning var rørende og smuk og skabte en særlig koncentration og eftertænksomhed i publikum.
Med fortolkningen af Komitas “Det er forår” tændte hun et lys.
Det er forår – om et øjeblik……

Henrik Svane

 

Loussine Azizian, violin og Berit Johansen Tange, klaver– d. 6. november 2016 

Louissine Azizians første album “Obsession” udkom i 2015 og er kendetegnet ved et personligt repertoirevalg, som afspejler hendes historie med familiære bånd til Armenien og en opvækst og uddannelse i det københavnske musikliv.
Koncerten i Tønder var den sidste af en række releasekoncerter for CDén.
Musikerne Louissine Azizian og Berit Johansen Tange viste os deres virtuose spil i det spændende koncertprogram i bl. a Babadjanians sonate i b-mol.
Deres intense udførelse af de store tekniske udfordringer holdt publikum i ånde under hele koncerten. Publikum honorerede med stående applaus.

Inge-Lise Popp Stuckert

 

Trio Vivo– d. 14. september 2014 

Benedikte Damgaard, violin; Johan Krarup, cello; Emil Gryesten, klaver

Ludvig van Beethoven: Klavertrio i B-dur opus 97 ”Ærkehertug”

Johannes Brahms: Klavertrio i H-dur opus 8

Efter ganske få sekunder, hvor pianisten Emil Gryesten lagde ud i Beethovens Klavertrio i B-dur, kunne man mærke, at her var noget på færde. En fornemmelse der til fulde blev indfriet af de tre musikere i hele det store hovedværk i kammermusiklitteraturen. Med stort teknisk overskud og dyb indlevelse førtes publikum ind i Beethovens rige univers. Karakteristisk for de tre musikere var, at de gik helt ind i kernen af hver en følelse og hver en kompositorisk spidsfindighed fra Beethovens hånd, og altid uden den udvendige patos, som man ofte kan møde i fortolkninger af Beethovens musik.

Efter pausen spillede trioen et andet af hovedværkerne i klavertriolitteraturen, Johannes Brahms’ 1. klavertrio i en version som Brahms omarbejdede kort før sin død. Man blev straks overvældet af den dejlige varme, der er i Brahms’ musik.

Trioen gav et forrygende ekstranummer, en tango af den argentinske komponist Astor Piazzolla. Fræk, spændstig og altid overraskende.

Emil Gryesten gav en fin introduktion til de to værker.

Kort sagt var det en fremragende koncert, hvert sekund med liv. At de tre musikere også visuelt spillede med stort overskud, indbyrdes kontakt og charme gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere. Jeg glæder mig til et genhør.

Poul Skjølstrup Larsen

 

Anne Øland og Visti Hald– d. 30. marts 2014

Dichterliebe
Inge Marstal

Dichterliebe er skrevet i Schumanns næsten manisk produktive forlovelsesår 1840 til tekster fra Heinrich Heines Lyrisches Intermezzo i Buch der Lieder fra 1827. Ligesom Schumann mestrede Heinrich Heine (1797-1856) den korte, lyrisk indholdsmættede form.

Schumann havde længe vaklet mellem litteraturen og musikken – skulle han skrive ord eller toner? – og Franz Liszt havde gjort ham den tjeneste at sige, at det fuldkomne romantiske kunstværk opsuger det litterære mesterværk i det musikalske mesterværk. Så var målet ligesom sat, og musikhistorikeren Alfred Einstein har i denne vidtgående målsætning set den egentlige årsag til Schumanns sammenbrud og sindssygdom: Det evige krav om endnu større poetiske dybder og ekstatiske højder, endnu friere fantasi, altomfattende synteser og evindelig originalitet – det kunne næsten kun gå galt ….

Det musikalske mirakel i Dichterliebe er, at Schumann, der sandt at sige ikke var nogen født humorist, både mestrede det lyrisk strømmende og det flertydige i Heines digte. Allerede i den første sang, Im wunderschönen Monat Mai, flyder melodien ubesværet gennem foråret og forelskelsen; men både sangstemmen og klaveret slutter brat på en uopløst akkord, der uden ophold tvinger forløbet videre ind i den næste sang, hvor alt smukt i naturen udspringer af – tårer. Allerede i femte sang, Ich will meine Seele tauchen, begynder teksten at tale om den elskede i datid, og i syvende, Ich grolle nicht, hævder digteren heroisk »ædelmodigt«, at han skam ikke beklager sig eller sin skæbne, mens melodien og stemmeføringen røber, at det er lige præcis hvad han gør! I elvte sang, Ein Jüngling liebt ein Mädchen, er tonen blevet galgenhumoristisk og sarkastisk, det er jo bare »den gamle historie« om A, der elsker B, som elsker C, hvorefter B i trods gifter sig med D, så alle A’s lidelser var forgæves. I tolvte sang, Am leuchtende Sommermorgen, flyder den lyriske idyl tilsyneladende igen ubesværet, mens digteren vandrer i sin sommerlyse have og hører blomsterne »hviske og tale«. Og hvad hvisker de? »Vær ikke vred på vores søster, du blege og triste mand«; det lyriske billede af den elskede som blomsternes »søster« stilles brat – med en omhyggeligt anbragt dissonans i klaverstemmen – over for den bleges triste vrede og sender en gysende bølge af pludselig kulde gennem denne »lysende sommermorgen«.
Den allersidste sang, Die alten bösen Lieder, bygger – også musikalsk – en kæmpestor kiste, som skal bæres til graven af tolv kæmper fra Köln. Kisten skal være så stor, fordi den skal kunne rumme al digterens sorg og smerte og derefter gå til grunde på dybt vand – ligesom hans kærlighed. Og hvad gør Schumann? Han lader klaveret udspinde en lang lyrisk epilog, et helt fantasistykke i sig selv, der tilsyneladende sublimerer og harmoniserer følelserne og vugger hele denne forrevne cyklus til ro. Eller?

 

Jochen Brusch og Tristan Brusch– d. 26. januar 2014 
Pop og klassisk musik smeltede sammen i Pumpehuset
Af Mads Grinderslev Tristan og Jochen Brusch spillede søndag i Tønder.
Tønder
Koncert: Jochen og Tristan Brusch er på turné i Danmark, og søndag gjorde de holdt i Tønder. Her bød de blandt andet på Simon & Garfunkels klassiker »Mrs. Robinson«
TØNDER: Det var pop, men der var ingen skrigende teenagetøser. Det var klassisk musik, men uformelt og afslappet.
Tyske Jochen og Tristan Brusch – far og søn – er i øjeblikket på turné i Danmark, og søndag gjorde de stop i Pumpehuset i Tønder, hvor de optrådte med deres show »Father and Son«. Tristan Brusch spiller normalt rock og pop, mens hans far er koncertviolinist med en lang række klassiske koncerter på cv’et. Søndag lod de deres musik smelte sammen.
– Det er ud over det program, vi plejer at have, men man er også nødt til at forny sig nogle gange, fortalte Inge-Lise Popp Stuckert, der er formand for Tønderegnens Musikforening.
– Vi vil gerne se, om vi kan få yngre mennesker til at interessere sig for klassisk musik, og det gør vi blandt andet ved at få yngre musikere til at komme, fortalte hun.
Søndag var det først og fremmest et erfarent publikum, der satte sig til rette, men et par piger var også på plads i Pumpehuset.
»Mrs. Robinson«
De to musikere lagde ud med deres egen version af Simon & Garfunkels klassiker »Mrs. Robinson«, og spillede derefter Tristan Bruschs egen fængende »Little Funny Man«.
På programmet var også Bach, Paganini og Cat Stevens.
Det er første gang Tristan og Jochen Brusch turnerer sammen.
– Det er rigtig sjovt, fortalte Tristan Brusch, der havde været nervøs inden den første koncert i Danmark, da det både var den første gang, han skulle optræde med klassisk musik, og den første gang han skulle optræde med sin far.
Tristan Brusch nyder at spille for et nyt slags publikum – et stille af slagsen, der ikke snakker under koncerten.
– Det er fantastisk, sagde han.
Tristan Brusch fik en violin, da han var lille, men gik senere i retning af rocken.
– Nu er vi kommet så langt, at kredsen sluttes, og vi kan spille noget sammen igen, sagde Jochen Brusch, der har turnéret meget i Danmark.

Anmeldelse fra JydskeVestkysten

 

Daniel Beskow– d. 24. november2013

Med det virtuose i højsædet

Det var en ung lovende klavervirtuos der kom forbi Tønder søndag den 24. november og gav tilhørende en stor oplevelse. Løven bliver ofte brug som symbol for den slags pianister, og en rigtig klaverløve er svenskeren Daniel Beskow. Det er tydeligt, at han elsker at kaste sig i lag med de store udfordringer der ligger en del af det romantiske repertoire, men heldigvis nøjes han ikke med at have fokus på de store tekniske vanskeligheder i det program han havde valgt. Han gik også dybt ind i sjælen i de store værker af Beethoven (Sonate nr. 31 i As-dur) og Schubert (Grande Fantasie op.15 C dur ”Wanderer”).
Det var tydeligt at Beskow havde en særlig forkærlighed for sin landsmand, svenskeren Wilhelm Stenhammer. Det gav sig ikke kun tilkende i den fine introduktion han gav til ”Tre fantasier” Opus 11, men også i den måde han forløste musikken på.
Som et lille åndepust i al den virtuose musik kom Debussys lille fine præludium ”Des pas sur la neige” (Fodsporene i sneen), her spillet med stor klanglig finesse på Bösendorferflyglet. Også den side mestrer Daniel Beskow, og måske kunne man ønske at denne side af hans talent blev mere fremtrædende. Efter et åndepust på omkring tre minutter, gik det igen løs med en veritabel storm, med Debussys Prelude nr. 7, ”Ce qu’a vu le vent d’ouest” (Hvad vestenvinden havde set). Koncerten sluttede med en af Franz Liszts Ungarske Rapsodier.
Det var en spændende koncert, virtuos spillet, dog ikke helt pletfrit, men med et meget krævende program af en lovende og engageret musiker.

Poul Skjølstrup Larsen

  

Bennewitz Quartet – d. 27. oktober 2013

Ved Tønder Musikforenings anden koncert i denne sæson, søndag den 27. oktober, havde man besøg at Bennewitz Kvartetten fra Prag. Strygekvartetten består af unge musikere der alle er uddannet i den fornemme tjekkiske strygertradition.

Kvartetten lagde ud med en af strygerlitteraturens klassikere, Mozarts strygerkvartet nr. 17 i B-dur, tilegnet Haydn og af eftertiden navngivet ”Jagtkvartetten”. Mozarts musik kræver til fulde klarhed, nærvær og perfekt balance. Dette leverede de fire unge musikere med den største selvfølgelighed, hvilket jo i virkeligheden er særdeles krævende. Spillet var karakteriseret ved en fornem homogenitet blandt de fire strygere samt et behersket vibrato, hvilket ligger helt i tråd med den moderne fortolkning af musik fra før romantikken.

Koncertens andet værk var ukendt musik af den tjekkiske komponist Viktor Ullmann. Det var et fantastisk interessant møde med musik skrevet under de vanskeligst tænkelige omstændigheder i koncentrationslejren Theresienstadt i 1942 og uropført samme sted. Ullmann var af jødisk afstamning og især inspireret af tolvtonekomponisten Schönberg. Han havde dog til dels løsrevet sig fra dennes stil og skrevet musik i et varmt senromantisk tonesprog, men med tydelige og interessante henvisninger til tolvtonemusikkens melodiske tænkemåde. Bennewitz Kvartetten spillede Ullmanns musik med stor og varm lidenskab. Det var en stor og tankevækkende oplevelse og man mærkede at musikken virkelig lå de unge mennesker på sinde.

Efter pausen spillede kvartetten musik af endnu en tjekkisk komponist, den kendteste af dem alle, Antonín Dvořák. Her var vi igen på hjemmebane med frodig melodisk musik, Kvartet op. 51 i Es-dur, med tilnavnet ”Den slaviske”, igen spillet med lidenskab, overskud og stor indlevelse. Efter et begejstret bifald fra tilhørerne, gav kvartetten et smukt stilfærdigt ekstranummer, et arrangement som Dvořák havde lavet for strygekvartet af en sine tidlige sange.

Koncertens program blev, på et meget flot og nuanceret engelsk, introduceret af kvartettens andenviolinist med særdeles relevante oplysninger.

Det blev en dejlig og opløftende koncert som også gav undertegnede lyst til at dykke ned i Ullmanns univers.

Poul Skjølstrup Larsen

 

Toke Møldrup og Yaron Kohlberg– d. 15. september 2013

Følsomt, fyrigt, flot.

Publikum havde næsten ikke fået sig indstillet på at lytte, da Toke Møldrup og Yaron Kohlberg overraskende hurtigt  satte i med et festfyrværkeri af toner, klange og rytmer i argentineren Ginasteras Pampas-rapsodi for cello og klaver.

Toke Møldrup har på rekordtid spillet sig ind på den internationale musik-scene som et af de mest begavede talenter.  Nu forstår også Tønders musikpublikum hvorfor. Han spiller med en strålende teknik, der tillader, at han kan spille med et temperament , ja med en passion, der er sjælden at opleve.  Cellotonen er sart, men smuk og varm, især i det høje diskantleje, Og så lever han med, også med kropssprog,  i hver eneste tone,

I israeleren Yaron Kohlberg  har han fundet den ideelle medspiller.  Også Yaron var teknisk suveræn, og deres samspil var sublimt med rytmisk præcision og gensidig musikalsk forståelse.  Man kunne både se og høre, de nød at spille og at spille sammen.

Der stod tre kendte cellosonater på programmet: Beethoven, Debussy og Cësar Franck. Men ikke spillet traditionelt.  Det var tydeligt, at Toke og Yaron på moderne romantisk vis søgte helt ud i yderkanterne af nodebilledet.  Både i den følsomme ende og i den energiske, fyrige.

Heller ikke ekstranummeret var traditionelt. Tilhørerne fik ikke et bravour-nummer at gå hjem på, men et stilfærdigt stykke af Ravel for violin og klaver, omskrevet for cello og klaver.

Det var en følsom, fyrig og flot indledning på en sæson, der tegner spændende og varieret.

Karlo Christensen